3xn, install flashplayer


3XN vinder i Stockholm – Apr 17th, 2008


3XN har vundet en arkitektkonkurrence om et nyt boligområde centralt på Södermalm i Stockholm.

Det almennyttige boligselskab AB Stocholmshem udskrev i oktober 2007 en arkitektkonkurrence for en ny bebyggelse i et kvarter midt på Söder. Opgaven var at komme med forslag til et nyt og tidssvarende boligkvarter på en grund, der bl.a. omfatter det nu nedlagte Maria Sjukhus.

Konkurrencen var delt i to: En kategori hvor man ønskede et forslag der bevarer en af de nuværende bygninger, der huser stiftelsen Hotelhems nedslidte boliger for hjemløse; samt en kategori hvor alle bygninger nedrives og erstattes af nyt.

3XN vandt den sidste kategori med projektet ”Z-raderna”, en rækkehus- og haveby-bebyggelse med stor variation i højde og facadelinje. Med lysindtag fra gulv til loft, altaner eller terrasser til alle lejligheder, forskellige lejlighedsstørrelser og åbne, grønne havegange, der giver hele kvarterets beboere mulighed for kig og passage, er bebyggelsen imødekommende over for et bredt klientel, ikke mindst de børnefamilier, der bliver stadig flere af på det attraktive og ”hippe” Söder.

I sin bedømmelse skriver juryen bl.a.: ”Et meget velformet forslag med et stærkt og klart koncept: moderne, smukt og varieret. Forslagsstillerne viser en vilje til med få hustyper at skabe en varieret boligbebyggelse, både i form af blandingen af lejligheder og rækkehuse, og ved varierende hushøjder … Forslaget viser en anderledes type boligbebyggelse, som der er meget få eksempler på i Stockholm. Volumenerne skaber en interessant bevægelse i kraft af sine forskydninger og sin dynamiske form. Tag og mur er sammenholdt i en skulpturel, hvid masse. ”Z-raderna” undgår det statiske og en for høj udnyttelsesgrad, og er i stedet formbar, varieret, præget af den lille skala, og levende – som en organisme. Kvarteret ville virkelig tilføre Stockholm noget nyt og velgørende … Forslaget har en rig variation af uderum og gode muligheder for at fremme sociale kontakter og interaktion mellem beboerne. Boligerne er for en stor dels vedkommende rækkehus-lejligheder, der alle er forskellige. En ny og spændende boligform i Stockholm med paralleller til London og København, der sikkert vil tiltale en bred målgruppe. Bebyggelsesplanen er konceptuelt løst med en smuk linjeføring, og er virkningsfuldt bearbejdet hvad angår dagslyshåndtering, kig gennem bebyggelsen og udsigt. Udgangspunktet synes at have været ”sådan her vil jeg bo!” snarere end de krav til boligbyggeriet, der stilles i Svensk Standard og Boverkets retningslinjer, og det er befriende.”

se projekt



In order to view this page you need JavaScript and Flash Player 8+ support!