3XNs Bella Sky er Ørestadens nye fyrtårn – May 16th, 2011
Med sin skulpturelle profil og store synlighed i landskabet markerer Bella Sky Ørestadens identitet som Københavns moderne og anderledes bydel.
Med Bella Sky sætter 3XN et markant nyt præg på Københavns skyline. De to tårne når op i en højde af 76,5 meter, og hælder hele 15 grader til hver sin side. Det skaber et udseende, hvis lige ikke findes andre steder i København, og som allerede nu lokker mange nysgerrige til Ørestaden.
Et nyt vartegn for Ørestaden
'Vi har bevidst arbejdet med at skabe et byggeri, der ikke ligner noget andet i København. Og det gjorde vi fordi Ørestaden, som et meget nyt byområde, heller ikke ligner andre dele af København. Bella Sky er skabt netop til Ørestaden, med det ønske at bidrage positivt til områdets identitet', fortæller leder og grundlægger af 3XN, Kim Herforth Nielsen.
'Vi har fået et arkitektonisk ikon, et vartegn for Bella Center og København, som gennem sin særlige udtryksform giver folk en oplevelse, både ude og indefra' siger direktør for Bella Center Arne Bang Mikkelsen, og roser samarbejdet med 3XN, som han kalder 'perfekt'.
Udsigt for alle
Om tårnenes karakteristiske forskydning fortæller Kim Herforth Nielsen:
'Udsigten er en af de største kvaliteter i Ørestaden, derfor var det vigtigt at finde en arkitektonisk løsning, som skabte udsigt fra flest mulige rum. '
Alle får mulighed for at opleve hotellets mest fantastiske udsigt. Den får man nemlig fra hotellets skybar.
Hotel Bella Sky åbner d. 16. maj, hvor Økonomi- og Erhvervsminister Brian Mikkelsen og Overborgmester i København Frank Jensen står for den officielle indvielse.
In order to view this page you need JavaScript and Flash Player 8+ support!
