3xn, install flashplayer


3XN masterplan for Marmormolen – Apr 23rd, 2008


Formgivet som tre øer, der øger kajlængden med hele 1,3 kilometer; med en bro der forbinder Østerbro og den nye bydel; med en stærk forbindelse der trækker Langelinie og Nordhavn tættere sammen; og med et tårn og en bro i 65 meters højde som vartegn er planen for Marmormolens udvikling et aktiv for hele byen.

3XN's plan for en udvikling af Marmormolen skaber ikke blot en helt ny, attraktiv bydel mellem Amerika Plads og Nordhavnen, den giver ikke mindst beboerne på Østerbro direkte adgang til alle havnens og Øresunds kvaliteter.

Som det er nu, skal man forcere både adskillige jernbanespor og heftigt trafikerede vejbaner for at nå ned på havnen fra Østerbro. Med den nye plan bindes havnen og Østerbro sammen på en helt ny måde, der både vil give masser af liv på den nye havn og masser af muligheder for aktiviteter for folk på Østerbro. Projektet lægger i det hele taget stor vægt på, at den nye bydel bliver præget af diversitet, oplevelse, sammenhæng og social interaktion.

3XN’s masterplan for arealet er en del af denne omdannelse og revitalisering af hele kvarteret. Det samlede areal er på 150.000 m2 fordelt på 55.000 m2 erhverv, en ny FN-by på op til 45.000 m2, 25.000 m2 boliger og et hotel på 25.000 m2.

Hovedgrebet omdanner molen til en integreret bydel med tre forskellige identiteter, defineret af tre øer med kanaler, der trækker vandet helt ind i hjertet af den nye bydel. Projektet forbinder bydelen og dermed havnen med både Østerbro og Langelinie. Østerbro forbindes via etableringen af en gang- og cykelbro henover banearealet og i kraft af viadukten ved Nordre Frihavnsgade. Forbindelsen til Langelinie består i en bro mellem Marmormolen og Langelinie.

Erhvervsbåndet i den sydlige del af Marmormolen er udformet, så det afskærmer boligerne mod støj fra DFDS-færgerne. Tårnet og broen vil danne indsejlingsportal for færgerne, der kommer fra Oslo og Polen, og vil blive et meget synligt vartegn for Østerbro og den kommende bydel i Nordhavn. Broen mellem Marmormolen og Langelinie har et spænd på 160 meter og en undersidehøjde på 65 meter, og herfra vil man have en flot udsigt over det indre København og hele Københavns havn.

FN-byen i den østlige del af Marmormolen stiller som bygningskompleks nogle helt særlige krav til sikkerhed. Det imødekommes i projektet bl.a. ved at FN-byen har sin egen ø. FN-byggeriet kan udbygges i to faser: Første fase består af den vestlige del på 30.000 m2, og anden fase af den østlige del på 15.000 m2.

se 3D film

Læs mere på www.marmormolen.dk



In order to view this page you need JavaScript and Flash Player 8+ support!