3XN's multi(medie)team – Apr 23rd, 2008
Arkitektkonkurrencen om et nyt hovedbibliotek - et Multimediehus - på havnen i Århus, er en af de vigtigste i byen i mange år.
Ikke alene vil et nyt, stort og moderne bibliotek blive et aktivt krydsfelt for kulturliv og nærdemokrati i byen. Etableringen af huset vil også indbefatte en løsning på en klassisk planlægningshovedpine i Århus: det infrastrukturelle kaos på Europaplads.
Omdannelsen af det der bliver kaldt "De Bynære Havnearealer" er således et af de største udviklingsprojekter i Århus Kommunes historie. Frilægningen af den sidste del af Århus Å vil forlænge det centrale bymiljø helt ned til vandet og knytte havn og by sammen på det sted hvor det hele begyndte for mere end tusind år siden, da vikingerne grundlagde byen.
Med beliggenheden på den rekreative rute fra Risskov til Marselisborg, og med en blanding af aktivt byliv, havnemiljø og central offentlig transport kan Multimediehuset og det nye havneareal komme til at fungere som en både bymæssig og kulturel dynamo.
Hos 3XN er vi stolte og beærede over at få lov at være med, når Århus Kommune sammen med Realdania rykker på havnen. Vi har sat alle sejl til og på et borgermøde den 22. april kunne vi præsentere vores konkurrenceteam: 3XN, Gehl Arkitekter, LIW Landskabsarkitekter, bibliotekskonsulenten Nan Dahlkild, ingeniørfirmaerne Søren Jensen, Max Fordham og Atkins, samt Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut.
Resultatet af konkurrencen om Multimediehuset bliver afsløret til september.
Læs mere på www.multimediehuset.dk
In order to view this page you need JavaScript and Flash Player 8+ support!
