Forslag til nyt bibliotek i Utrecht – Jun 26th, 2008
3XNs forslag til et kulturhus med bibliotek og biograf kombineret med boliger, butikker, caféer mv. ligger som en port til det centrale Utrecht. Ved at lade bygningen skråne af mod den lavere skala i middelalderbyen, og tilsvarende danne skærm mod den højere bebyggelse på jernbanesiden, fungerer den som formidler i overgangen.
Parkstrøget forlænges til den grønne facade og forbindes med det indre torv i huset. Også gadelivet trækkes indenfor og styrkes i kraft af de butikker og caféer, der er placeret i bygningens ”hæl og tå”.
Huset er udformest, så der vil være liv hele dagen: når beboerne vågner i deres lejligheder, og træder ud på terrassen for at se hvordan vejret bliver; når biblioteket åbner og mens beboerne er på arbejde er fyldt med myldrende liv; når beboerne kommer hjem med deres indkøb og slår et slag om butikkerne og bogcaféen; når det ud på aftenen er biografen der trækker. Vi bevarer stedets eksisterende offentlighed, samtidig med at huset bliver en myretue af liv og et nyt mødested for hele byen.
Vinderen af konkurrencen kåres senere på året. Det ny bibliotek mv. skal åbne i 2012.
In order to view this page you need JavaScript and Flash Player 8+ support!
